Historie

Sødringholm

Inde under havskrænten nord for Randers fjord ligger den gamle herregård Sødringholm og den gamle herregårdskirke. Som det så ofte er tilfældet i Danmark, er herregårdens historie og kirkens historie på mange måder knyttet sammen, man kan ikke fortælle om den ene bygning uden også at drage den anden med ind i fortællingen. Herregården og kirken er bygget inde under havskrænten nede på den flade jord. Man har været så fornuftig, at man har placeret bygningen neden for bakken, hvor den var noget i læ for vinden, men fornuften har nok også haft en økonomisk side, idet bakketoppen er lermuld, medens jorden nedenfor tidligere var sur engjord. Fra Øm klosterkrønike ved man, at havbakken ved midten af 1200-tallet helt var omgivet af vand, deraf navnet Søring eller Sødring. Et gammelt sagn lader fortælle, at Erik Ejegod's to døtre engang var i havsnød ud for Randers fjord, og de bad så for deres liv og lovede til gengæld for nåde, at de ville bygge en kirke, hvor de drev i land, og det blev til to kirker, nemlig Estruplund og Sødring.

 

Sagnet fortæller også, at den jomfru, der byggede Sødring hed Gunder. Desværre kan sagnet ikke være sandt, for Erik Ejegod var konge fra 1095 til 1103, og på hans tid var byggestilen romansk, medens Sødring kirke har haft gotiske træk lige fra sin begyndelse.

Derimod ved man, at en jomfru Gunderlille skulle have ejet en lystgård Sødringborg omkring 1250, og hun er muligvis kirkens grundlægger, for den romanske stil blev netop afløst af den gotiske omkring 1250. Dog er der intet, der taler for, at nævnte dame var datter af Erik Ejegod, var det tilfældet, skulle hun være blevet 150 år. Man ved heller intet om, at hun har bygget kirken, men mange af den slags sagn er, trods det sagnagtige, alligevel bygget over en historisk kerne, så muligvis er jomfru Gunderlille kirkens bygmester.

 

I det trettende århundrede kom Øm kloster i besiddelse af gods og kirke, men efter store stridigheder med biskoppen i Århus, fik han gods og kirke overdraget; hvor længe det har været under biskoppen, vides ikke, men da det var blandt de godser, der blev inddraget under kronen efter reformationen, er det mest sandsynlige, at gods og kirke tilhørte Århus-bispen indtil 1536, en støtte for dette er også flere af våbenskjoldene i kirkens skib, som kan føres hen til flere på hinanden følgende katolske biskopper før reformationen.

1544 blev gods og kirke solgt fra kronen til lensmand Hans Stygge fra Silkeborg.

I 1600-tallet ejedes kirke og gods af slægten Rantzau, først Gert Rantzau til Breitenburg, der placerede en del penge i jyske godser. 1627 arvede sønnen Ditlev Rantzau godset, han bestyrede det ved en forpagter. Kirkeejeren dengang fik en del af kirkeskatten, tienden, og han havde ret til at kalde, dvs. Vælge præsten, eftersom det behagede ham, til gengæld skulle han vedligeholde kirken. Rantzauerne svigtede ikke den del af deres pligter, således kostede Ditlev Rantzau i 1639 9 rigsdaler på kirken og i 1643 lod han forarbejde en prædikestol mage til den, der var i Gjesing kirke.

Under Karl Gustav-krigen i 1657-60, for de kejserlige soldater hårdt frem mod kirkerne i Jylland. De plyndrede og røvede alt, hvad der havde værdi, og ødelagde velsagtens i drukkenskab meget andet. I Sødring kirke blev ruderne knust, klokkestrengen stjålet, fattigblokken brudt op for at se, om der var penge deri, som kunne stjæles, efter soldaternes fremfart var også altertavlen nedfalden og sønderstødt. Alt dette lod godset bringe i orden, og det kostede 16 skilling at reparere og genopsætte altertavlen.

I 1636 rejste Rantzau en gabestok på Sødring kirkegård, og den blev vedligeholdt, for der blev i 1654 sat ny pæl deri. Gabestokken skulle virke til skræk og advarsel og især få folk fra at begå det, man dengang kaldte helligbrøde. I 1646 var der klage over, at noget sådant var sket, for nogle bønder havde brugt eder og skældsord og gudsbespottelser imod nogle naboer efter en gudstjeneste. Rantzau gjorde så klart, at hvis nogle vovede dette igen eller yppede kiv på kirkegård eller kirkevej, så skulle de bøde en rigsdaler og holdes fangen på Demstrup, indtil pengene var betalt. Rantzau yndede i det hele de straffe, der gav penge i kassen, men revisionen 1652 påtalte, at der kom for få penge i bødekassen, så måske har truslen om den alvorlige bøde virket mod godsejerens hensigt. Både under Karl Gustavkrigene og senere under Torstenson-krigene 1643-45 drog soldaterne hærgende op gennem Jylland, og bønderne blev forarmede. Godset fik hverken landgilde eller kirketiende, og præsten fik ingen løn, da hans løn i reglen bestod af naturalier, først og fremmest en del af avlen på marken. I 1661 skrev den daværende præst Gert Kristensen Bredebro til godsejeren og fortalte ham om de fortvivlede forhold for de Råby- og Sødring bønder. Præsten havde under krigen lånt bønderne af sin egen såsæd, som soldaterne havde skånet, og hvis nu herremanden krævede fuld tiende, fik præsten ikke sit udlæg tilbage.

I 1744 købte pastor Niels Nielsen Secher, præst til det fede embede i Udbyneder, Sødringholm. Pastor Secher var dengang Danmarks rigeste præst, han menes at have ejet en formue på 2.000.000 rigsdaler, hvoraf en del henstod i flere jyske herregårde. Hans enke Johanne Marie Anchersen oprettede et legat på 2.000 rigsdaler. Det bestyres af den til enhver tid siddende godsejer og sognepræsten. Legatets renter uddeles to gange om året, i alt 160 kr. renterne skal ifølge fundatsen tildeles fattige og gamle og invalider, der har tjent på Sødringholm eller har haft tilknytning dertil. I vore dage er det nærmest et hæderslegat til tidligere arbejdere, men førhen havde det stor betydning at få 15-20 kr. én gang årligt. Og i fundatsen står der, at såfremt legatuddeleren skønner, at modtageren ikke kan holde styr på de mange penge, skal de udbetale med 25 øre ad gangen. Den originale legatbog findes endnu på Sødringholm, den har så mange sider, at den, selvom hvert års legatuddeling er ført ind, alligevel kan vare indtil år 2850.

Af Arne Pedersen