Slangeøreringe fra Råby

I foråret 2004 åbnede kulturhistorisk Museum en særudstilling om Fortidens Skatte. Udstillingens formål var primært at vise de smukke og fornemme genstande, der gennem oldtiden og helt op i 1600-tallet er fundet eller blevet brugt i det østjyske område. Udstillingens tilrettelægger havde et vist forhåndskendskab til mange af genstandene, men en del skulle findes via en gennemgang i Nationalmuseets udstillinger og arkiver. I den forbindelse dukkede et kartotekskort op, hvorpå der var et foto af to øreringe af guld. Øreringene var fra Råby nord for Randers, og som sådan var de oplagte genstande til udstillingen.  

Vores viden om øreringene er ret begrænset. På Nationalmuseets kartotekskort står der blot, at de ”To guldørenlokker med akantusdelfin”, som de blev kaldt, blev fundet på nordsiden af Råby Kirkes tårn i 1936, hvor kister, der tidligere var gravet ned under kirkens gulv, var hensat, inden de blev genbegravet på kirkegården.

Ringene var givetvis faldet ud af en godt mørnet kiste. De er først fundet efter genbegravelsen af kisterne, og sandsynligvis uden man har vidst, fra hvilken kiste de kom.

Ringene fra Råby

Øreringene er ganske små genstande, ikke mere end 1,4 cm i diameter. De er udformet som et dyr med et delfinlignende hoved med åben mund, nakketop, spidsovale øjne og en prikket eller skællet overkrop. Kroppen bliver gradvist tyndere og glider over i en ganske tynd tråd – hale – der yderst er let bøjet, så den kan glide ind i et hul i dyrets overnæb. Midt på ringen er der et hængsel, så ringen kan åbnes.

På Nationalmuseets kartotekskort er ringene betegnet som delfinøreringe som i det katalog, der blev lavet til udstillingen. Og man får da også en klar fornemmelse af en delfin, når man ser på hovedet og det åbentstående gab. Det har dog vist sig at være en forkert betegnelse. Dyret er ikke en delfin, men en slange.

Hvorfor en slange? Den symbolik, der knytter sig til slangen, er mangetydig. Da slangen er en dræber, symboliserer den død og ødelæggelse. Da den fra tid til anden skifter ham, symboliserer den liv og genopstandelse, og når den ligger sammenrullet eller bider sig selv i halen, bliver den knyttet sammen med tilværelsens kredsløb og evigheden. Derfor har det sandsynligvis været et bevidst valg af øreringe, man gjorde klar dengang, måske endda til begravelsen.

Det er dog klart, at øreringene ikke har tilhørt hvem som helst. Dels er de af guld, og dels er de fra en kiste, der oprindeligt har stået under kirkens guld, en plads der var forbeholdt de højere samfundslag.

Hvem der kan have ejet øreringene, der af Nationalmuseet er dateret til 1600-årene, ved vi ikke med sikkerhed, men man kan forsøge med et kvalificeret gæt.

Herregården Demstrup, der kun ligger få kilometer fra Råby, var således i begyndelse af 1600-tallet ejet af Peder Munk, som var gift med Sofie Brahe. Peder Munk og Sofie Brahe har haft en tilknytning til Råby Kirke. I kirken er der bevaret herskabsstole med deres initialer og våbenskjold, og de har skænket alterstagerne – ligeledes med initialer og våbenskjold – til kirken. Peder Munk var rigsadmiral og har som sådan færdes i de kongelige kredse. Det gælder der med sikkert også Sofie Brahe. Det kunne have været under en af Christian IV’s utallige fester, at Sofie Brahe har set hans kones, Anna Cathrines, slangeøreringe, som mindede meget om disse, og efterfølgende fået en københavnsk guldsmed til at lave nogle i samme stil. Øreringene kunne således have været Sofie Brahes.

Af Ernst Stidsing (Kulturhistorisk Museums Årbog 2004).